Husorden


Varme


Den 1/7 1999 blev alle radiatorer forsynet med varmemålere.  Der foretages individuel måling af varme, men ikke af vand.  A conto beløb bliver indbetalt hver måned sammen med huslejen.  Varmeregnskabet 2012/2013 dækker perioden 1. juli 2012 – 30. april 2013 (10 måneder).  Fremtidige varmeregnskaber (startende med 2013/2014) dækker perioden 1. maj – 30. april.  Udgiften for forbruget i fællesrum, så som tørrekældre måles engang om året, samtidig med målingen i lejlighederne.  Udgiften er fælles, men den enkelte opgangs fælles forbrug meldes til formanden årligt.


HUSK at bruge varmen med fornuft i fællesrummene.


TV


I hver lejlighed er der installeret et antennestik til kabel tv.  Grundpakken bliver opkrævet via huslejen.  Hvis man vælger den store pakke, går dette direkte gennem TDC kabel.  Kun godkendte ledninger skal bruges for at undgå forstyrrelse af modtagerforholdene.


Forstyrres modtagerforholdene ved anvendelse af forkerte tilslutningsledninger eller andet, skal den beboer, der er skyld i forstyrrelserne, bære alle omkostningerne i forbindelse med afhjælpning af forstyrrelsen.  Ved fraflytning skal ændringen af ejer meldes direkte til TDC kabel.


Reparationer m.v.


Reparation som foreningen skal betale skal anmeldes og besigtiges før evt. reparation foretages.  Sker dette ikke, kan det medføre, at man selv kommer til at hæfte for betalingen.  Håndvask, blandingsbatterier, og wc-kumme skal andelshaveren selv vedligeholde og der er pligt til at få repareret toiletter og vandhaner der står og løber hele tiden.

Husk at vand er meget dyrt.


Der er indsat vandsparedyser i alle vandhaner, så udskiftes et blandingsbatteri skal man huske at isætte en ny vandsparedyse.  I tilfælde af en eventuel reparation af faldstamme vil det være for den enkelte beboers regning at få repareret rummet, hvis man har bekædt faldstammen med fliser eller lignende.  Faldstammerne blev udskiftet i 1996.


1/1987 blev ejendommen renoveret med nye vinduer og brandsikre døre.  Vinduer og altandøre er malet men en speciel maling, der skulle holde i minimum 7 år.  Boligforeningen vedligeholder og reparerer disse udvendigt.


Loft- og kælderrum


Til hver lejlighed hører der et loft- og kælderrum.  Man må ikke placere ting udenfor disse rum og rummene skal være aflåste. 


Ved fraflytning skal disse rum tømmes fuldstændigt og al affald skal fjernes og IKKE stilles på loftet.  Sker det ikke bliver rummene tømt for fraflytters regning.


Fællesrum


Til beboernes fællesrum regnes tørreloft, loftgang, tørrekælder, samt de forskellige åbne rum i kælderregionen. 


Disse rum skal holdes fri for private ting, med mindre andet er aftalt.  I enkelte tilfælde disponerer foreningen over rum til viceværtens materialer eller til brug for håndværkere.


I aflåste rum hvor der er opsat ventiler til varme eller vand, bør man af hensyn til eventuel reparation overlade en nøgle til viceværten.


Ligeledes skal kældre og mellemdøre være lukkede og aflåst af hensyn til tyveri og rottebesøg.


Bankning af tæpper


Bankning af tæpper må ikke ske fra vinduer og altager af hensyn til andre beboere.  Der er stativer på bagsiden af husene, som kan bruges til det samme.


Støj


Benyttelse af radio, tv, stereoanlæg samt musikinstrumenter skal ske med hensyntagen til de øvrige beboere.  I særlige tilfælde bør du sikre dig, at dine naboer er indforstået med ”støj” efter kl. 23 og før kl. 7 om morgenen.


Altaner


På alle altaner er der lagt græsmåtte og den skal tages ind om vinteren, for at kunne forblive pæn.  Hvis måtten går i stykker er det for beboers egen regning. 


To altankasser er ophængt i forlængelse af hinanden og beplantning kan ske efter eget ønske.  Blomsterudsmykningen er meget velset ligesom vedligeholdelse af altankasser. 


Det er en fordel at tage altankasserne ind om vinteren, da de ikke kan holde til at være ude hele året rundt.  Hvis de går i stykker er det for egen regning.  Rengøring af altaner og altankasser skal andelshaveren selv sørge for.  For at undgå at snavs fra jorden i kasserne løber ned af altanen, skal der i bunden af kassen, inden jorden kommes i, lægges et stykke filt, derover sten, og så først jord og blomster. 


Bestyrelsen har en rulle med filt til formålet.


Det er tilladt at anvende mindre grill på altanen, når man i øvrigt udviser hensyn til de andre beboere.


Haver


Beboerne i stuelejlighederne har ikke adgang til altan, men derimod til en lille have uden for lejlighederne.  Bestyrelsen har påtaleret, hvis ikke haverne passes eller udstyres udover, hvad der i almindelighed bør være.


Haven er selvfølgelig ikke beregnet til at være opsamlingssted for cykler m.m.


Hækken klippes af gartner udvendigt 2 gange årligt, indvendig klipning foretages af andelshaver.


Brandstiger


Brandstigen hænger på tørrestativet mellem nr. 4 og nr. 6.  Stigerne er låst fast for at undgå tyveri, men nøglen er den samme som til kældrene. 


Brandstigerne må kun bruges ved brand.


Husdyr


Ifølge en beslutning taget på en generalforsamling er det forbudt at holde hunde.  Grundlaget herfor er frygten for, at for mange husdyr vil blive til gene for hovedparten af beboerne. 


Det er tilladt at holde indekatte.


Det er tilladt at passe hund midlertidigt efter retningslinjer udarbejdet af bestyrelsen.


Fodring


Det er forbudt at fodre fugle, da flere og flere måger søger til beboede områder og med dem mågeklatter og skrig.


Det er også forbudt at opstille fuglebræt og fuglehus, da det som fuglene ikke spiser, er det samme foder udlagt til rotter.  Af samme grund henstilles det at holde yderdørene lukkede.


Området


Skån beplantningen så meget som muligt.  Boligforeningen har gjort sit til at skabe en god bebyggelse og ved fælles indsats vil det fortsat være en pæn bebyggelse.


Det tillades ikke, at børn leget i kældre og opgange.  Det kan være en gene bor beboerne. 


Vor boligforening er et miniaturesamfund, hvor man er afhængig af hinanden og derfor er det naturligt at opstille visse almindelige regler for at skabe et godt klima, hvor alle kan være.

Så vis hensyn til hinanden.


Alt dette er med til at holde bebyggelsen og friarealerne i pæn stand og derved holde vedligeholdelsesomkostningerne nede.  Husk det er beboerne selv, der gennem boligafgiften skal betale istandsættelse af det der ødelægges.


Husordenen kan downloades som PDF her.




Bestyrelsen kan kontaktes onsdage i lige uger i Bestyrelseslokalet i kælderen i nr. 1

Andelsboligforeningen Durosvej

Durosvej 1, kld

2800 Lyngby


tlf: 29423952

bestyrelsendurosvej@gmail.com


Copyright © All rights reserved